Sådan kommer du igennem julen uden børn

I har hygget jer, børnene og dig. De er lige blevet hentet af eller afleveret til far. Du er alene og Bang!
Der kom godstoget med 230 km i timen og ramte dig lige i nakken.
Der er så tomt. Så stille.
De første 10 minutter prøver du at tage dig sammen. Rydder lidt op, fjerner lidt legetøj fra sofaen, gulvet og bordet.
Prøver at tænke positive tanker. “det er også rart at være lidt alene”, “ungerne har det godt hos far og de får en skøn jul”.

Men det holder ikke. Tomheden og stilheden i huset -og i dig, bliver større og større.

Du sukker og gør endnu et forsøg på at tage dig sammen. Hælder en kop kaffe op og sætter dig ved bordet og stirre ud i luften. Din hals snører sig sammen, men du vil ikke græde. Tænk, hvis du ikke stopper igen.

Du savner de 2 skønne, sjove, irriterende, glade, umulige og dejlige unger. Savner dem helt fysisk. Der er et stort hul i maven, der føles som sult, men som ikke forsvinder ved at spise.
Du er ked af det, trist, savner og sørger.
Du tænker, at lige meget hvad du gør, så bliver det den værste jul nogen sinde. Hvordan kan det andet?
Hvordan kommer jeg igennem julen uden børn?
Hvad skal jeg gøre?

Det er først og fremmest sindsygt vigtigt, at du giver dig selv lov til at være ked af det.
Græd, tud, råb, skæld ud. Alt er tilladt og helt på sin plads (så længe det ikke går ud over nogen :))
Din krop reagerer sundt på en virkelig ubehagelig situation.

Hvis du synes du burde have det anderledes end du har det, smider du smerten ved at føle dig forkert, oven i smerten af dit savn og så er det dobbelt op på smerte og på ked-af-det-hed.

Så giv los og grææææææd. Jeg lover dig, at du holder op igen.

Tal eller skriv til nogen, der vil tage sig af dig
Du skal ikke kontakte nogen, der vil bede dig om at tage dig sammen. Husk, at det har du prøvet og det bliver savnet og sorgen ikke mindre af. Du kommer kun til at føle dig forkert. Du skal aes, trøstes og lyttes til.

Se fjernsyn
Og ja, det vil jeg opfordre dig til. Se en god film eller et par afsnit af en god serie. Hold dig fra nyhedsudsendelser og dokumentarudsendelser, hvor du skal forholde dig til indholdet. Du skal have din hjerne til at slappe af. Nyere forskning viser, at en stresset hjerne har bedre af at se fjernsyn end af en løbetur. Læs evt mere om det her.

Tag et laaaaangt varmt bad
Det varme vand får dine muskler til at slappe af og det får hovedet til at slappe af og blive døsig.

Sov så meget du kan
Sov på det, er helt på sin plads her. Hvis du mangler søvn, vil du ikke være i stand til at lytte til dig selv og hvad du har brug for. Katastrofetankerne kommer også stærkere og oftere, hvis du er træt. Og kan du ikke sove, så se film.

Kør en tur
Drop uanmeldt ind hos venner eller familie.
Nej Louise. Det kan man ikke!
Jo, det kan man godt. Ville du afvise en ven i døren eller ville du sætte kaffe over? Ville du sende din ven væk eller ville du dække op til en mere?
Tro mig, du vil blive taget imod med åbne arme og ellers kan du komme forbi hos mig :)

Hør op-tempo musik
Ingen ballader og stille lange kærlighedssange.
Tempo og energi.
Du behøver ikke danse, men musikken alene vil gøre dig godt. Gøre dig gladere. Og skru op, hvis du kan. Lav en plyliste, så du kan genbruge den, hvis du i morgen eller i aften også bliver trist.

Læg planer
Hvad kunne du tænke dig, at du og dine unger skal opleve sammen i nærmeste fremtid.
En tur i biografen? -bestil billetter.
I svømmehallen? -find ud af, hvor og hvornår, der er åbent.
I teatret? -undersøg, hvad der er af muligheder og bestil billetter.
Skal I på skiferie? -find ud af mulighederne.
Skal I sove i bivuak? -find ud af, hvor og hvad I skal bruge af udstyr.
Skal I til koncert? -find ud af, hvad I skal høre og hvor og bestil billetter.
Skal I besøge familie langt væk -find ud af hvornår, det kan lade sig gøre og få det i kalenderen.

Giv til andre
I en af mine seneste blogs, skriver jeg om at give lidt til andre. Du kan læse den her.
Giv din tid ved at hjælpe andre mennesker i din nærhed eller via frivilligt arbejde.
Giv kærlighed i form af postkort eller breve. Telefon opkald, en buket blomster, en hjemmelavet julestjerne, kræmmerhus -hvad som helst.
Giv. Bare giv :)

Sørg for at sørge
Det er ikke en rar situation at være alene uden dem, man elsker aller mest.
Det er en sorg og at sørge tager tid.
Så giv dig selv lov til at være trist. For det er trist. Giv dig selv lov til at føle, lige det du føler. Du kan ikke være forkert. Dine følelser er dine. Og jo, du kan arbejde med, hvad du gør, når du føler noget bestemt, men dine følelser, dem føler du og du skal ikke fordømme dem eller negligere dem.
Føl dem, giv dem plads og derefter kan du handle på dem -eller lade være.

Jeg ønsker for dig, at du kommer igennem julen, nytåret, ferier på aller bedste vis.

Mange kærlige hilsner fra Louise

PS. jeg tror på dig……altid.

Louise Bang

Louise Bang

Din emailadresse Dit navn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>