Skal jeg blive hos en mand, der ikke kan rumme mig, som den jeg er?

Hej Louise

Jeg skriver til dig med et spørgsmål, der fylder rigtig meget i mit hoved. Det fylder mere og mere, jo mere tid, jeg bruger på at bearbejde det.

For fire år siden blev jeg skilt fra min mand, som jeg havde kendt i 14 år, hvoraf vi havde været gift i de 4. Han var og er stadig mit livs kærlighed og soulmate. Vi har en søn sammen, som snart er 8 år. Vores skilsmisse var ikke fjendtlig og uvenlig og han er i dag min bedste ven, som jeg altid kan regne med. Jeg bor sammen med en anden mand nu og min eksmand har en skøn kæreste, som jeg også har et fantastisk forhold til. Problemet er ham, jeg bor sammen med… Han er sygeligt jaloux på min fortid og har snart fået pillet alt væk, der egentlig definerer den jeg er. Han vil ikke tillade mig, at pleje det fantastiske venskab, jeg har til min søns far -Heller ikke for min søns skyld. Jeg har prøvet at forlade ham to gange, uden den fornødne styrke til at gennemføre det. Det store problem er nu, at vi bor i et alt for dyrt hus, som jeg ejer 1/3 af på papiret. Det skal siges, at jeg er blevet kronisk syg og er førtidspensionist, hvor jeg var top fokuseret karrierekvinde for bare 5 år siden. Det er min nuværende kæreste, der tjener pengene og jeg får næsten intet, da man bliver trukket i pension, når man er samlevende.

Jeg er så træt af, at være blevet reduceret til serviceorgan for ham og hans to teenagedrenge og der bliver gjort UHYGGELIGT forskel på min søn og hans drenge. Jeg forsøgte at gå sidste efterår og blev overtalt til at give det en chance til, hvis han fik hjælp. Det gik også fint, den første tid, men han glider tilbage i sit gamle mønster nu og jeg er tilbage under hans hæl… Jeg elsker ham ikke og er bange for, at jeg langsomt begynder at hade ham, for alle de små uretfærdigheder, der bliver begået mod min søn og mig. Han har en uhyggelig magt over mig, hvor bare den mindste berøring kan få min krop til at smelte fuldstændig og jeg begynder at hade mig selv for at jeg reagerer på den måde, når jeg helst ville flygte. Samtidig begynder jeg at trodse ham mere og mere og taler rigtig meget med min bedste ven, som jo er min eksmand. Han har i flere sammenhænge spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare “kom hjem” igen…
Mit store problem er nu, om jeg TØR gøre det? Jeg ved, at det er min søns største ønske og han ville blive ovenud lykkelig, men ville han ikke blive endnu mere knust, hvis det så ikke gik? Jeg elsker hans far og vil altid gøre det og det ville være så nemt, for jeg ville kunne klare, at betale for mit hus, indtil det blev solgt. Der står et gæsteværelse parat til mig i min eksmands hus, hvor jeg får at vide gang på gang, at jeg bare kan flytte ind. Jeg har nemlig overhovedet ikke råd til at flytte i en lejlighed for mig selv, så længe jeg har økonomiske forpligtelser her…

I bund og grund er mit simple spørgsmål: Skal jeg blive og halte mig igennem hos en mand, der ikke kan rumme mig og min søn, som vi er, eller skal jeg smide alle fordomme overbord og flytte hjem til min søns far, min bedste ven og soulmate, med risiko for, at såre min dreng endnu mere, hvis det viser sig ikke at kunne gå?

Jeg er så træt af at kæmpe…

Knus fra C

_________________________

Kæreste C

Jeg tror, at de fleste, der læser dit spørgsmål til mig, vil sige det samme som jeg og det kan gøres ret kort, men jeg vil nu alligevel prøve at give dig en begrundelse for mit svar, for der er mange ting på spil i dit liv, som jeg ser det.

Du er lige nu i en tilstand, der er fyldt med forvirring og smerte, da du endnu ikke har taget en beslutning og det er helt normalt. Ikke rart, men helt normalt.

Jeg kunne godt tænke mig, at spørge dig. Hvad gør dig glad? Dig? Hvad gør dig glad og hvilke følelser, vil du gerne føle i din hverdag?
De følelser skal du kunne give dig selv uden en partner. Sagt på en anden måde; hvis du forventer, at en anden person -kæreste- skal gøre dig glad eller er ansvarlig for, om du er glad, så er sandsynligheden for, at du bliver det ikke så stor. Du skal kunne gøre dig selv glad.

Og nu bliver jeg lidt skrap, men jeg er simpelthen nødt til at sige det: Hvis du føler dig reduceret til et serviceorgan for din nye kæreste og hans børn, så er det fordi DU har ladet ham reducere dig til det. Ingen kan gøre dig til noget, du ikke selv tillader dem, at gøre dig til.
Og jeg ved godt, at sådan noget sker over tid, et lille skridt ad gangen og sker for de fleste af os på et eller andet plan, men du kan tage ansvar for, at det ikke sker (mere).
Hvis du føler, at han har pillet alt det væk, der var dig, så er det fordi DU har givet ham lov.
At der bliver gjort forskel på din søn og hans sønner er også en situation, DU “er gået med til”.

Av. Jeg ved det godt. Det gør ondt at tænke på, på den måde.

Det gode er dog, at du kan gøre noget ved det. Du kan tage ansvaret tilbage til dig selv. Dit liv, dit ansvar. Sådan er det bare.
Du kan handle. Gøre noget. Hvad du kan gøre, kommer vi til om lidt :)

I fht din nuværende kæreste, så tænker jeg, at du gav dig selv svaret, da du skrev, at du ikke elsker ham. Selvfølgelig skal du ikke blive hos en mand, du ikke elsker. Og jeg ved jo ikke, hvilken hjælp han har fået og hvorfor, han ikke holder fast i de gode tendenser, men ud fra det du skriver, lyder det ikke, som om at han elsker dig, som du er. Med alt hvad der er dig.

Jeg forstår godt, hvad det er, der langsomt er sket i jeres forhold. Fra at have været top fokuseret forretningskvinde, er du nu førtidspensionist og jeg vil næsten æde min gamle hat på, at du tænker, at du skal betale for hans velvilje og hans kærlighed med din tid og din service i fht ham og hans sønner. At det er da det mindste, du kan gøre, når du ikke kan bidrage til forholdet med penge. Tager jeg fejl?
Og jeg bliver lidt nysgerrig! Har du talt med din nuværende kæreste om, hvad der sker inden i dig og hvad hans handlinger gør ved dig? Hvordan du trækker følelserne til dig?

Du skriver, at din eksmand er din soulmate og din bedste ven. Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor I gik fra hinanden? Er det nogle problematikker, der vil kunne opstå igen? Og i så fald, hvad vil du gøre ved dem, hvis du beslutter at gå tilbage til ham?

Jeg synes, at du skal finde ud af, hvem C egentlig er og hvad der gør dig glad og fuld af energi og mod på livet. Og det gør du ikke ved at flytte fra den ene mand til den næste uden stop.

Lav en liste med 30 punkter (og ja, det skal være mindst 30 :)), der beskriver, hvad der gør dig glad eller hvad du elsker. Og det skal være noget , der ikke afhænger af andre. Noget du selv kan gøre eller få til at ske.

Og så skal du begynde at gøre dem. Dagligt. Du skal fylde på dig selv. Og det kan du begynde at gøre allerede nu. Også selvom du ikke er helt afklaret med, hvad du skal eller har sat handling bag din beslutning. Små bitte ting, der gør dig glad.
Det jeg beder dig om, er at flytte fokus fra de andre tilbage til dig selv. Du skal lære at mærke dig igen, for det tror jeg er vigtig, for at du kan tage den rigtige beslutning. Den, der er rigtig for dig.

Noget andet jeg gerne vil sige til dig er, at ofte tror vi, at der kun er to løsninger på en situation og det er så dem vi fokuserer på, når vi synes, vi skal tage en beslutning. I forhold til dig sætter du to scenarier op: blive, hvor du er eller flytte ind hos din soulmate og blive kærester med ham. Jeg kan finde på flere scenarier: Du kunne flytte ind hos familie eller venner i en periode. Du kunne flytte ind hos din soulmate, uden at I bliver kærester. Måske vil og kan din nuværende kæreste købe dig ud af jeres fælles hus. Måske kan du finde et meget billigt hus eller lejlighed (har du prøvet at undersøge mulighederne?).
Det jeg mener er, at der er flere muligheder end dem du stiller op. Jeg siger ikke, de er lette eller det rigtige for dig. Jeg siger blot, at du højst sandsynligt godt kan finde andre muligheder, end dem du stiller op.

Og kære C, som du sikkert også ved, så er det super vigtigt, at du som mor er glad, for at dit barn er glad. Du skal være et sted, hvor du og din søn har det godt. Og det lyder ikke som om, du har fundet det sted endnu.

Så! Til dit spørgsmål: Skal jeg blive og halte mig igennem hos en mand, der ikke kan rumme mig og min søn, som vi er?
Er mit korte svar NEJ!
Til det næste spørgsmål: Skal jeg smide alle fordomme overbord og flytte hjem til min søns far, min bedste ven og soulmate? Er mit svar et forsigtigt måske…
I behøver vel ikke nødvendigvis at blive kærester?

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med din beslutning og dit videre liv og jeg vil elske at høre fra dig igen, og høre hvordan det er gået med dig.

Mange tanker fra Louise

Din emailadresse Dit navn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>