Vi skal turde vise vores sårbarhed

Sårbarhed

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Lige? Ja! Ens?Nej for hulan!

I dag er det kvindernes internationale kampdag og normalt er det ikke noget, jeg bruger meget af min tid på (sagde den forkælede pige, der tager sine forhold og muligheder for givet :) ).

Men i dag er jeg hos min mor og vi sidder i hendes nabos have. De fletter pil. Jeg stiller spørgsmål.
Det er kloge damer med massiv livserfaring.

“Sig lige noget om det der med ligestilling”, siger jeg. “Hvor er det det godt og hvor er det knap så godt?

“Ligestilling er supergodt. Virkelig. Det har givet kvinder så mange muligheder……og mænd”, starter min mor.

“Hvordan?”

“Jo, for det første, så er der ikke nogen, der i dag skal styre, hvad den andens rolle er”.

“Hvilken rolle?”, spørger jeg.

“Rollen i parforholdet og rollen i arbejdslivet. Vi bestemmer selv, hvad vi vil være”.

Nabodamen fortsætter: “Det jeg ser hos mine svigerdøtre er, at ja, de styrer meget det praktiske, men de har en god fordeling af alt det praktiske. Det løser de sammen”.

“Og de har fået mange muligheder på arbejdspladsen. De kan jo blive, hvad de vil nu. Det afhænger ikke af din baggrund nødvendigvis”, supplerer min mor.

“Jo jo, men de tager ikke nok”, siger nabodamen.

“Hvordan tager de ikke nok?” spørger jeg.

“De er nogle kyllinger. Det er næsten pr automatik, at de tager de syge børn og laver alt omsorgsarbejdet med børnene”.

“Meeeen”, afbryder min mor, “I den tid jeg har arbejdet med børn (min mor er pædagog og har arbejdet i institutioner i 35 år), har jeg set en kæmpe forandring i fædrenes tilgang til deres far-rolle. De henter børn og har en ægte interesse i børnelivet. Hvad har du så lavet i dag lille Peter? Har du haft en dejlig dag?”.

Nabodamen fortsætter: Ja i vores tid med små børn, var det et fåtal af mænd, der ville ses med en barnevogn eller som tog del i i bleskift osv”

“Og hvem er det godt for?”

“Det er godt for alle!” siger nabokonen. “Kvinderne får mere frihed og børnene lærer begge deres forældre at kende”.

“Ja, jeg kan da huske som barn, når vi legede, så var der ingen, der ville være far. Han gik på arbejde og kom hjem om aftenen. Det var den kedeligste rolle. Og sådan er det slet ikke nu”, siger min mor.
“Kvinder og mænd har de samme rammer i forældreskabet. De udfylder dem bare forskelligt og det er så godt for børnene at opleve begge sider af kønnene”.

“Men det er også interessant, hvem der har givet plads”, fortsætter hun. “Er det mændene, der har givet plads?”

“eller er det kvinderne, der har taget den?” supplerer jeg.

“Hmmm, jeg tror det har meget at gøre med søstersolidariteten. Vi havde en stor tillid til hinanden. Sammen kunne vi meget og vi gav plads til hinanden og der var nogle virkelig stærke kvinder, der gik forrest”, siger hun.

Nabodamen byder ind: “Jo, og den økonomiske frihed var vigtig. Vi kunne sætte handling bag ordene fordi vi kunne betale selv. Ja! økonomisk frihed og den frie abort. Det har været de vigtigste faktorer i forhold til de muligheder kvinder har i dag”.
Hun fortsætter: “Men jeg fatter ikke hvorfor der stadig ikke er lige løn for lige arbejde. Og der har kvinderne selv et ansvar. De kan godt tage nogle flere lederposter”.

“Jooo”, siger min mor, “men jeg tror ikke de er villige til at betale prisen, som jo ofte er tid væk fra børnene. Og så er kvinder ikke så villige til at tage chancer som mænd og det er noget helt grundlæggende i vores natur. Vi skal sørge for artens overlevelse. Manden skal skaffe det vi skal bruge!”.

Nabokonene fortsætter, hvor hun slap: “Og det er altså også så sjovt med de der kvinder i lederjobs. De klæder sig meget som mænd -jakke, lille skjorte og måske en lille nederdel-ellers føler de ikke, at de bliver taget alvorligt. Kvinder skal altså klæde sig mere som kvinder”, konstaterer hun.

Min mor supplerer: “Ja, det var helt misforstået i i kvindefrigørelsen, at kvinder brændte deres bh’er og vi skulle gå i det samme tøj. For det første er bh’er opfundet for at dække et helt praktisk behov og for det andet, er det misforstået, at fordi vi går i det samme tøj og er ens, så bliver vi lige. Det er bare helt skævt”.

“Men hvor er det uhensigtsmæssigt med ligestillingen?”, vil jeg vide.

“Det er det, når vi skal være ens”, siger min mor

“Hvorfor er det ikke godt?”, spørger jeg.

“Hvis vi bliver ens, så forsvinder dynamikken og det helt grundlæggende i, at vi er genetisk forskellige. Også i forhold til sexualiteten”

Nabodamen afbryder: “Er du sikker på det? Det tror jeg ikke”.

“Er det du siger”, spørger jeg, “at man lige så godt kan bo sammen med en anden kvinde?”

“Ja!” siger nabokonen og de dejlige damer griner, “og det er der jo nogen, der gør”.

“Det er skidt at være ens. Det bliver forudsigeligt og gaaaaab”, siger min mor.

“Så måske handler det ikke så meget om køn?” spørger jeg.

“Hmmmm, joooo. Vi kan forskellige ting rent genetisk, men det er nok mest forskelligheden i vores personligheder, der gør mødet mellem mennesker interessant”.

Min mor siger, inden jeg fordyber mig i denne blog: “Ja, min pige. Vær du glad for, at du ikke blev født for 100 år siden”.
“Ha ha ha. Der skulle der være mad på bordet kl 18.00, flæskesteg og brune kartofler og citronfromage”, griner nabodamen.
Og damerne griner sammen. Det er langt fra det liv, de lever og det er de glade for. Det er helt tydeligt.

Så hvorfor skal vi turde vise vores sårbarhed som kvinder?

Og jeg er taknemmelig og bliver tænksom og jeg bliver glad og forhåbningsfuld.

Taknemmelig fordi jeg har den frihed og alle de muligheder, jeg har.

Tænksom fordi, det der med at være ens, det sætter tanker i gang. Hvorfor er det så vigtigt ikke at være ens som mænd og kvinder?
For mig har den helt store forandring i mit liv været, at jeg er blevet bedre og bedre til at vise min sårbarhed. At jeg kan være bitte lille og slet ikke kan finde ud af noget som helst. At jeg har sagt det højt. Jeg er lille lige nu og jeg er sårbar og ked af det.
Det var mega svært de første par gange og min mand blev da også en lille smule underlig og vidste faktisk ikke rigtig, hvad han skulle stile op med den udmelding lige til at starte med, men det ændrede sig hurtigt.
For i og med, at jeg turde fortælle, at jeg ikke kunne det hele, så fik han en mulighed for at gå ind og føre. Hjælpe mig. Være der. Bære mig. Og det blev han meget mere mand af. Og så kunne jeg slappe mere af, fordi jeg mærkede, at han var der og tog over.
Vores forskelle som mand og kvinde blev meget tydelige. Ikke fordi man skal være lille og sårbar for at være kvinde, men det, at der er plads til og tryghed i, at blive taget hånd om i de svære situationer er meget befriende for mig. Og det gav min mand en mulighed for at vise, at han er der, når jeg ikke magter det hele.

Og det er det, jeg tror, der nogengange går galt for os kvinder i parforhold og i det hele taget. Vi synes af en eller anden mærkelig grund, at vi skal kunne det hele. Styre hele familien, planlægge, skifte dæk, ordne og regere og vi tager patent på alle rollerne i parforholdet. Og hvor efterlader det vores mænd?
Og min erfaring er, at vi kan ikke holde til det og vi glemmer at være mange af de ting, vi også er. Sødmefulde, forvirrede, sansende, kropslige. Vi er alt for meget i vores hoveder og alt for lidt i vores kroppe. Og så kan sexlivet begynde at lide og så lider parforholdet og så kender vi godt til det næste skridt. Ikke at det nødvendigvis behøver at ende i katastrofe, men jeg tror du forstår, hvor jeg vil hen.

Jeg bliver glad, fordi jeg synes, at jeg ser en udvikling hos mig selv og mine medsøstre. Vi tør mere og mere at være os selv på godt og ondt og det bliver vi skønnere af. Både for os selv, vores mænd og børn, men så sandelig også i forhold til hinanden. Vi ved i højere og højere grad, at vi ikke kan og ikke skal være perfekte. Og i den erkendelse bliver vi roligere og dejligere at være sammen med.

Det forhåbningsfulde i mig er, at vores børn forhåbentlig suger noget af vores rolighed til sig og får et bedre udgangspunkt for deres liv. Et udgangspunkt, der for pigernes vedkommende forhåbentlig handler om, at det er helt okay at være sårbar og ikke kunne det hele. Det kunne jeg ønske mig. og egentlig også for drengene :)

Så ja tak til at være lige.

Nej tak til at være ens!

Mange kærlige hilsner fra Louise

PS. Jeg tror på dig……altid.

Louise Bang

Louise Bang

 

 

 

Din emailadresse Dit navn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>